søndag den 30. december 2012

Julen 2012

Julen - has been and gone !!! Vi har haft skønne gæster, en herlig mormor-jul, en skøn juleaften, en helt afslappet 1. juledag og en hyggelig familiejulefrokost 2. juledag. Trildebær og jeg har haft fri imellem jul og nytår. Min bedste halvdel har været i banken og ældstebarnet er i Sverige til Nordic Cup i håndbold. Så lige så hurtigt som julefreden var ankommet - ja, så forsvandt den igen. Så julepynten blev pakket væk og de nye gaver fik lov til at stråle istedet. Jeg må indrømme, at jeg elsker julen - men det giver også en dejlig to i sjælen igen, når alt er pakket i de rette kasser igen og gemt væk til næste gang.

mandag den 3. december 2012

Ja, så er det blevet 3. december. Huset er blevet julepyntet - kun lige indgangspartiet ved hoveddøren mangler lidt gran og en julerose. Julegaverne er købt på den årlige decemberfridag - afholdt kun til ære for at hjembringe julegaverne i god ro og orden - og forhåbentlig med en god frokost indlagt......ja, sådan blev det også iår. Julestemningen begynder så småt at indfinde sig. Lørdag blev der bagt masser af småkager i skønt selskab og midt i bagningen begyndte sneen at vælte ned. Ikke at jeg er fan at sne - men hyggeligt - det var det i hvert fald. Julen blev kickstartet med en skøn tur til London. Anledningen var vort kobberbryllup - som blev fejret i den skønne by - med vores frække unger. Byen var julepyntet. Vi var endda så heldige at være med til julelystændingen i Regent Street. Der var Rockjulestemning i Carnaby Street - Disneyprinsessejulepyntet i vinduerne i Harrods - og Oxford Street og Selfridges var pyntet efter alle kunstens regler. Det var en fantastisk tur - og ungerne slugte det hele - og forelskede sig i byen - præcist som deres mor er det.

søndag den 30. september 2012

Hvad gør man, når det næsten er et år siden man sidst har lavet et indlæg på sin blog ? Starter man en ny ? Lader man helt være med at lave det meget forsinkede indlæg ? Eller skal man bare se positivt på, at man nu endelig har tid og overskud til at sætte ord på hverdagen igen ? Går der endnu et år inden den næste indlæg ? Og er der overhovedet nogen der opdager, at man ikke har skrevet i næsten et helt år ? Godt så - her kommer i hvert fald et forsigtigt, forsinket, flere gange begyndt indlæg om - ja jeg ved faktisk ikke, hvad det handler om - måske nok mest af alt at få hul på skriveblokeringen .... Året har jo gået sin naturlige gang - efterår, vinter, jul, nytår, ungernes fødselsdage, forår, sommer, sommerferie, nyt skoleår, efterår og ups så er vi fremme ved idag - søndag den 30. september 2012. Der har været koncerter, der har været skønne ferier, vi har konfirmeret ældstebarnet, der har været gode dage, der har været sure dage, der har været rigtig mange hverdage og der har været specielle dage - dem man især pakker ned i hukommelsen og trækker frem, når hverdagen for alvor tager over. Der er blevet bagt boller, kager, flutes, kanelsnegle. Der er lavet pasta, pesto, supper, frikadeller, burgere og salater. Der er læst bøger, set film, besøgt skønne smukke mennesker, drukket hvidvin, drukket rødvin, drukket cola, løbet ture - flere før sommerferien end efter - lavet gymnastik. Ja det er ikke fordi, jeg har været gået i hi - selvom lysten dertil nogle gange sniger sig frem - men der har bare ikke været ord, der har villet frem når jeg har siddet ved tastaturet. Ikke at jeg fra nu af laver daglige indlæg som jeg ellers sætter stor pris på, på de mange blogs jeg følger - jeg vil så gerne bare igang igen. Så here we go !!!